Da vi landede i LA blev vi hentet af en shuttle fra Adventurer Hostel, hvor vi boede den første og sidste nat i CA. Dagen efter hentede vi vores bil – en fremragende Toyota Corolla, der vel var omkring 5 års tid gammel. I løbet af de følgende 3 uger kunne man næsten ikke undgå at forelske sig lidt i den (mere eller mindre) – charmerende bil, hvis største svaghed var manglen på en motor der kunne flytte den når det gik rigtig stejlt opad.
Jeg vil ikke gå i detaljer med selve vores tur, men vi kom omkring en masse meget interessante steder i og omkring Californien. Fra Los Angeles gik turen først sydpå til Carlsbad og San Diego (umiddelbart min favoritby – helt fantastisk område omkring Mission Bay Park og ved Ocean Beach). Derfra – efter at have modtaget tåbeligt sjove surfingtimer – tog vi ind i landet, til Palm Springs og efterfølgende Las Vegas, hvor vi brugte et par dage.
Derfra virkede det som en god idé at se nogen nationalparker oven på bylivet. Vi hikede og så Grand Canyon National Park, tog til Beatty der ligger på kanten af Death Valley National Park (hvor vi besøgte
Badwater, det laveste punkt i Nordamerika). Herfra til Yosemite National Park (endnu et fantastisk sted, men på grund af sidste-øjebliks-booking boede vi på en campingplads en times kørsel udenfor – hvor der var JÆVNT mange myg).
Efter en rimelig kort køretur kom vi derefter til San Francisco (det er selvmord at løbe med Hjalte der når man ikke har løbet de sidste 3 uger, don’t!). En håbløst sjov tur rundt om aftenen i San Francisco på Segway senere, og på vej mod Los Angeles foretog vi det obligatoriske stop i Solvang (og fik næsten-rigtige rundstykker med smør og syltetøj!).
Fra Los Angeles til Carlsbad og San Diego og fra San Francisco til Los Angeles tog vi Pacific Highway 1 langs kysten – rigtig flot tur, der virkelig kan anbefales. Trafikken herovre er generelt ikke SÅ slem når først man lige slipper ud af de største byer (i San Francisco og Los Angeles er det ret slemt).
Selvfølgelig brugte vi lige en dag på at shoppe (og i Six Flags Magic Mountain, hvor de andre var uendeligt meget mere modige end mig), og så var det tid til at aflevere bilen igen. Den 30. september tog Camilla, Ditte og Hjalte hjem, og jeg tog et fly mod Toronto i Canada.