Der er meget arbejde i at komme på udveksling et semester på et andet universitet. Det skal absolut ikke være nogen hemmelighed. Jeg har endnu ikke forladt landet, men jeg har udfyldt nær-uendelige mængder papirer som myndighederne og de involverede universiteter skal bruge for at dokumentere og få godkendt mit ophold.
Jeg har været så heldig at få en udvekslingsplads på California Institute of Technology (Caltech) her til efteråret – det vil være mit 7. semester af min uddannelse jeg tager der, og med opholdet vil jeg afslutte min bachelorgrad (som jeg altså har forlænget et enkelt semester). I og med at det er et ikke-europæisk universitet er der selvfølgelig væsentlig mere papirarbejde i det end hvis jeg bare skulle på udveksling inden for EU.
Et hurtigt overblik over hvad jeg indtil nu har rørt ved tæller:
- Få udtalelser fra forelæsere
- Ansøgning til udvekslingsophold ved DTU
- Ansøgning til optagelse på Caltech, inkluderer foreløbig kursusliste
- Forhåndsmeritgodkendelse til DTU
- Udfyldelse af optagelsespapirer til Caltech, inklusiv visumoplysninger
- Bevis på at jeg har råd til udveksling til Caltech
- TOEFL engelsktest
- Endelig kursusliste til Caltech
Jeg har endnu ikke været til møde omkring visum på den Amerikanske ambassade, til det skal jeg også lige udfylde en 2-3 formularer. Udover de åbenlyse papirsager der skal ordnes universiteterne og myndighederne imellem er der også andet at bruge tid på når man skal på udveksling. En af de mere åbenlyse er legatsøgning, som tager væsentlig mere tid end man lige tror. Typisk tager det et par timer alt i alt at ansøge til hvert legat, selvfølgelig afhængig af kravene til ansøgningen. Selvfølgelig skal der også ordnes bagateller som forsikring, SU og der skal styr på boligsituationen (både i USA og herhjemme).
Der er, alt i alt, rimelig meget arbejde i det. Men man gør det jo kun hvis man virkelig har lyst til at tage på udveksling. Hvorfor skulle man ellers investere temmelig mange timer – og penge – i det? Jeg synes at vejledningen fra DTUs side af har været i top, den største udfordring ved at tage afsted er umiddelbart de relativt komplicerede visum-regler i USA.
Min største fortrydelse er egentlig, at jeg kun skal afsted et enkelt trimester – fra september og til december. I takt med at jeg kommer tættere på at skulle rejse glæder jeg mig også mere og mere, og nu synes 5 måneder (inklusiv en lang rejse før selve udvekslingen) pludselig ikke af lang tid.
Kommentarer
Kommentar fra Søren H:
March 30th, 2011 @ 16:39
Hej Søren,
Jeg tænker også på at studere på caltech. Hvordan var det?
Hilsen Søren
RSS feed for comments on this post · TrackBack URI