Jeg læser (som nogen måske ved) softwareteknologi på DTU i Lyngby. Da jeg startede for godt 2 måneder siden var studiestarten derfor forbundet med en flytning fra mit værelse ved mine forældre i Odense, og til P.O. Pedersen kollegiet i Lyngby – omkring 4 km fra DTU. Jeg var så heldig at få kollegieværelset fra den 1. september så jeg kunne flytte ind lørdag den 3. – i øvrigt i weekenden mellem rusturen og selve studiestarten (det var et par ok hårde dage skal det siges :))
“Men hvordan er det så at bo på kollegie Søren?” vil den interesserede måske spørge – mit svar er følgende (indtil nu):
Vi er 12 om at dele det køkken jeg tilhører – Køkken O, YEAH!. Fordelingen af drenge og piger kan måske bekræfte et par fordomme omkring DTU: 11 drenge og 1 pige. Det er dog ikke så slemt som det måske kan lyde – alle på køkkenet er forholdsvis fornuftige mennesker, der som regel forstår de basale hygiejneprincipper, og alle kan tale sammen (dem der gider anyway).
Jeg har været meget glad for at flytte på kollegie, det tvinger næsten en til at komme ud blandt andre mennesker – og det kan der til tider være brug for når man sidder halvvejs begravet i lektier. Samtidig kan det være skræmmende at flytte til en helt ny by uden at kende nogen – her hjælper kollegiet også med til at man lynhurtigt lærer andre at kende (det bidrager rusturen også glimragende til, skal jeg hilse og sige :)).
Lige nu er selve køkkenet forholdsvis pænt at se på, men “spisestuen” halter en del efter, farverne på væggene er rød og gul, og selve rummet er ret indelukket – det skaber en rimelig dyster atmosfære derude, der ikke umiddelbart giver folk lyst til at være derude særligt meget mere end højst nødvendigt. Der er dog planlagt et par oprydnings- og renoveringsweekender i januar der helt sikkert kommer til at rette op på det, så køkkenet bliver superlækkert :)
Endelig er der flyttet 3 fra køkkenet i denne måned, og O-folket håber derfor på at der vil blive rettet lidt op på han-hun-kønsfordelingen i de kommende måneder – selvom vi er lidt tvivlende overfor hvor mange der flytter på kollegie her om vinteren. Alt i alt har jeg været rigtig glad for at bo på kollegie indtil nu.
by Kim H.
09 Nov 2006 at 21:05
Køkken O 4æva! *håndtegn*